Fjederholtvej 10, Kollund, 7400 Herning

Så skal vi en tur på landet, men alligevel ikke ret langt fra byen. Denne dejlige landejendom ligger lige sydøst for Lind mellem Skærbæk og Kølkær. Ejendommen har været i familiens eje gennem flere generationer og er nu klar til at byde de næste ejere velkommen. Når man kører op af den velanlagte grusvej ligger ejendommen smukt tilbagetrukket med en stor gårdsplads med den flotteste store sten i midten som knudepunkt. Herfra er der nemt adgang til både stuehus og haller. Nytårsnat i 1987 var uheldet ude og der gik ild i det gamle fyr, og ejendommen brændte. Det betyder derfor, at denne ejendom som noget ganske særligt kun har nyere bygninger. Stuehuset og den ene store hal er fra 1987, mens den anden hal er fra 1984. Begge haller er meget anvendelige med masser af plads, højt til loftet og mange anvendelsesmuligheder. I den ene hal er der i den ene ende lavet et mindre kontor og et toilet. Her får man virkelig nogle gode haller, som er lige til at tage i brug. Til denne dejlige ejendom, hører ca. 9,5 ha. jord, som fordeler sig på to matrikler. Ca. 7,6 ha. er beliggende helt regulært rundt om ejendommen, og den anden matrikel er beliggende kun ca. 800 m. fra hovedejendommen. Denne matrikel ligger direkte ned til Fjederholt Å og har i gamle dage bl.a. været anvendt til at grave tørv på. I dag har nuværende ejer beplantet begge matrikler. Ejendommen opvarmes med elvarme og så er der etableret byvand på ejendommen.

INDRETNING:
Det hyggelige stuehus er opført i 1987 og ligger omgivet at de mange høje og flotte træer. Samtidig har man fra køkkenet et godt kig direkte ud på gårdspladsen, og til den anden side et smukt kig op i skoven. Mere idyllisk bliver det ikke. Stuehusets indretning samler sig om et dejligt stort køkken/alrum, hvor køkkenet er afgrænset af en halvmur ud til et dejligt stort alrum, hvorfra der er en dør direkte ud til terrasse og have. Dejlig stor stue, hvor der er plads til at have både opholds- og spisestue, hvis man ønsker det. Soveværelse med faste skabe, samt to gode værelser - også her er der faste skabe. Pænt lyst badeværelse med bruseniche og gulvvarme. Derudover er der en nydelig entre samt et godt og praktisk bryggers med god skabsplads og vask.

Her får man den dejligste landejendom, som er lige til at flytte ind i. Omgivelserne er nogle af de smukkeste på egnen og både stuehus og haller er klar til brug.