Ejerlejlighed med den skønneste udsigt fra flere terrasser
I denne ejerlejlighed er det muligt at nyde en af byens bedste udsigter fra en af de private altaner - og altanerne på lige præcis denne lejlighed er noget helt for sig selv. De er nemlig placeret helt rigtigt i forhold til solen. Den tidlige morgensol og kaffen hertil, kan nemlig nydes på den ene side af lejligheden og så har man ellers solen resten af dagen, indtil de sidste vestvendte stråler forsvinder i horisonten. Fra stuen er der et smukt kig ud over Knudmosen og over til Boxen og mod nordvest er der den flotteste udsigt ind over Herning By. Ejerlejligheden er beliggende i ejendommen Herning Sky med gåafstand til midtbyen. Ejerlejligheden er samtidig en del af en særdeles velfungerende ejerforening, hvor der til ejerlejligheden hører en privat parkeringsplads i carport med eget stik til elbilopladning samt et rigtig godt og aflåst depotrum i ejendommens stueplan. Der er to elevatorer i ejendommen og en særdeles præsentabel hall ved ejendommens indgang. I ejerlejligheden er der gulvvarme overalt.
INDRETNING:
Fantastisk køkken/alrum i åben forbindelse med stuen, hvor de store flotte vinduespartier på fornemmeste vis tager den betagende udsigt helt ind i stuen. Som kompliment til de smukke omgivelser udvendigt er der i lejligheden opsat flotte smalle listelofter og etableret en indbygget biopejs i stuen, hvorfra der også er udgang til den ene af de to skønne altaner. Biopejsen kan også nydes fra lejlighedens flotte lyse køkken - også herfra er der udgang til en dejlig altan. Dejlig, lyst badeværelse med store fliser og en glasvæg ved brusenichen. Soveværelse med skydeskabsarrangement og udgang til altan. Et dejligt værelse - også herfra er der den flotteste udsigt. Præsentabel entre med flotte lyse klinker.
Ejerlejligheden her er det perfekte alternativ, hvis man ønsker at bo centralt med alle midtbyens faciliteter inden for rækkevidde og samtidig vil bruge sin tid på andre ting end græsslåning og hækkeklipning.